tirsdag den 7. april 2009

Denne friuges projekt!

Nu har vi boet i dette hus i 6 år, og vi har faktisk endnu ikke et rum i huset, som vi kan sige er 100 % færdig! Det er selvfølgelig kun småting i nogen af rummene, men de er der!

Og det er jeg ved at være ret træt af, og jeg har derfor besluttet at gøre noget ved det i mine friuger!

Jeg har dog en meget handy mand, men han er bare gået i stå!

Eller, ja det ved jeg ikke. Han er rigtig god til at gå i gang med gode projekter, men han er bare ikke god til de sidste 20 % af de projekter - eller rettere - han er ikke god til finishen eller småtingene!

Han kan sagtens lave dem, men han giiiider ikke!! I stedet går han igang med noget nyt!

Jeg har besluttet at jeg ikke gider sige noget til det mere - nu gør jeg det selv!!

Og jeg er så startet i denne uge.

Igår og i dag har jeg derfor nået følgende ting: Vindueskarmene til de to mindste værelser er slebet, grundet, slebet og malet to gange over det hele. I morgen må jeg se om de skal males en gang mere eller om de er færdige.

Gangen ovenpå og ned af trappen: glasvæv og dørkarme er revet ned, og alle væggene er slebet mindst en gang. Den ene væg er en spartlet to gange og de andre skal spartles i morgen, når jeg har fået hentet/lejet et lille stillads så jeg kan nå op.

Der er godt nok højt til loftet over trappen! Jeg ved ikke om man på billedet kan fornemme hvor højt der er til loftet, men jeg kan kun nå toppen af vinduet, og jeg er 173 cm!
Over trappen: jeg har fået fjernet vindueskarmen og det underliggende stykke træ, så vinduet kan komme til at ligne resten af demi huset.

Da jeg havde fået fjernet træet var der bare et stort hul nedenunder det nye vindue - så jeg har også leget murer i dag! Jeg har nemlig bygget en ny kant op med pollyfilla! Jeps - det blev faktisk ret godt.

Jeg er ret spændt på hvad manden siger om den, når han kommer hjem!

Jeg skal først på arbejde igen mandag nat, så mit mål er at gangen er færdig oppe og ned af trappen. Der skal være tapetseret og malet, og jeg håber at vi kan nå at lægge det nye gulv også! Og det ville være fedt, hvis jeg også kan nå at grunde trappen! Hmm, og jeg skal også nå at male drengenes vinduer, for dem må vi vente med at skifte ud. Jeg glæder mig til det hele er færdigt og HVIDT!

Torsdag skal vi (drengene og jeg) en tur over broen og hente mindstemusen hjem efter påskeferie hos mormor! Så bliver det måske sværere for mig at arbejde igennem, men så er manden også hjemme og kan få lov til at lege husmor!

Ud over at lege handywoman i dag, har jeg også fået syet ryggen til Musses forårsanorak! Den bliver jeg nødt til at vise frem! For jeg synes bare at den er blevet så fin. Jeg er sikker på at hun bliver rigtig glad for den!

Også lige et af den ene vinge tættere på!!


Og nu er jeg helt mat i sokkerne - så jeg vil læne mig tilbage i sofaen og se Paradise Hotel - total underholdning, hvor man bare behøver sidde og grine!

God uge til alle!

1 kommentarer:

Fru Kahr sagde ...

Puha, jeg bliver træt bare af at læse om al den aktivitet. Jeg kender godt det der med de mange hængepartier - på en eller anden forunderlig måde vænner man sig til dem og så tager den ene dag bare den anden...